Tegning: Didier Conrad Tekst: Jean-Yves Ferri Oversættelse: François-Eric Grodin Originaltitel: Le papyrus de César Udgivet: 2015 Min udgave: 2015 |
Synopsis
Cæsars råd- og udgiver Fidus Ficumdicus overtaler Cæsar til at fjerne et vigtigt kapitel i sine erindringer om Gallerkrigene – nemlig det om en vis ukuelig landsby i Amorica. Vore venner får fat i dette kapitel fra en kolportør uden grænser, og for at bevare indholdet for eftertiden, følger Asterix, Obelix (og Idefix) Miraculix til Nyskoven, hvor Miraculix’ gamle læremester Archaeopterix skal have overleveret indholdet, så det kan blive overleveret fra mund til mund. Imens gør romerne klar til at angribe gallerbyen, og efter en mindre kamp, får Cæsar stoppet slaget og vender tilbage til Rom med en af Majestix kommenteret udgave af det famøse kapitel. Overlevringen af kapitlet holder helt frem til en café i Paris i 1950’erne…
Personer
Steder
Kronologisk | Betydning eller kommentar |
Gallien | Kommer af det latinske Gallia. Landet omfattede det nuværende Frankrig, Belgien, det vestlige Schweiz, dele af Holland og Tyskland vest for Rhinen. |
Lutetia Parisiorum | Det oprindelige latinske navn for Paris. Lutetia stammer formentlig fra asien og betyder mudder, der skulle hentyde til marsken, der oprindeligt lå langs floden Seine. |
Provincia Romana | Kommer fra latin og betød oprindeligt den virkekreds, som tildeltes de romerske embedsmænd. Senere blev betegnelsen om bestyrelsen af en erobret landsdel og gik derved over til at betegne landsdelen selv. I nyere tid anvendes provins som modsætningen til hovedstaden. |
Aqvitania | Kommer af det latinske Aquitania, der var den romerske navn for den del af Frankrig, der befandt sig syd for floden Garonne mellem Bordeaux og Toulouse og nord for Pyrenæerne. |
Akvarium | En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. Akvarium kommer af det latinske aquarius, der betyder vandholdig. Anvendes i dag om kummer til fisk eller en bygning, der rummer akvarier, f.eks. Danmark Akvarium. |
Solarium | En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. En havsnegl, der hører hjemme i de varme have specielt omkring Kina. Der er næppe her tænkt på det nyere ord for en kunstig sol. |
Terrarium | En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. Terrarium er afledt af det latinske terra, der betyder land samt en analogi til akvarium. Et terrarium anvendes om en glaskasse til typisk krybdyr. |
Perikum | En af fire romerske garnisioner, der omkrandser gallerbyen. Kommer af det græske hypereikon, der er en lyngart fra slægten hypericum. |
Gallia Belgica | Det romerske navn for det område, der i dag omfatter det sydlige Holland, Belgien, det nordøstlige Frankrig og det vestlige Tyskland. |
Rom | Hovedstaden i romerriget. Navnets oprindelse er ukendt. |
Kommentarer
Side_Rude | Kommentar |
Forside | Papyrus kommer af det græske papyros, der betyder papir. |
Side 5 Rude 1 |
Gallerkrigen er Julius Cæsars berømte bog Commentarii de Bello Gallico, der handler om Cæsars 9-årige felttog i Gallien. Bogen har givet generationer af latinstuderende mareridt. |
Side 5 Rude 3 |
XXIV er romertallet for 24. Det er også det sidste album, som René Goscinny (1926-1977) skrev. |
Side 5 Rude 4 |
Jupiter er den øverste gud i den romerske mytologi. Han var gud over himmlen samt gud over lyn og torden. Hans ligemænd er den græske Zeus og den nordiske Thor. |
Side 5 Rude 5 |
Curriculum Vitae er en kort levnedsskildring, der oplyser om uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer, og som anvendes i forbindelse med jobansøgninger. Cicero (106-43 f.Kr.) var ophavsmand til ordene. Curriculum er indholdet af den samlede uddannelse for en person – nogenlunde det samme som pensum. Vitae betyder kendskab. |
Side 5 Rude 8 |
En rævepels er en udspekuleret og upålidelig person. |
Side 6 Rude 3 |
En ghostwriter er den engelske betegnelse for en person, der skriver bøger, taler eller artikler for andre uden at få sit navn nævnt. Den danske betegnelse bladneger er nok ikke relevant her… |
Side 6 Rude 8 |
Krambod er et gammelt dansk ord, der stammer fra krammerbod, dvs. en mindre forretning. Her henvises der til en kioskbasker.
Acta Diurna betyder Daglige sager på latin. Acta Diurna var en slags statstidende, der blev indført af Cæsar i 59 f.Kr. Acta Diurna blev slået op dagligt og indeholdt oprindelig kun officielle meddelelser. Gallerkrigen er en henvisning til Julius Cæsars selvbiografi Commentarii de Bello Gallico. Sesterce eller Sestertius var en romersk sølvmønt. En legionær fik ca. 700 sestertier om året. Ecce! betyder Se! på latin. Hic Roma betyder Her Rom på latin. Mundus Litterarum betyder Verdens Bogstaver på latin. Avisen er en henvisning til den franske avis Le Monde, har samme skrifttype. Teksten i aviserne er den samme i alle tre, men jeg kan ikke finde en oprindelse. Hjælp er velkommen. |
Side 7 Rude 1 |
Condate opstod før Kristi fødsel og skiftede under det romerske styre navn fra Condate til Condate Riedonum. Condate blev grundlagt hvor floderne Vilaine og Rance løber sammen, og navnet betyder da også sammenløb. Efter Vercingetorix overgav sig til Julius Cæsar blev byen annekteret af Romerne. Byen ændrede senere navn til Rennes, og det er hovedbyen i Bretagne. Rennes ligger lidt syd for vores gallerby. |
Side 7 Rude 3 |
L er romertallet 50. |
Side 7 Rude 4 |
Apollosix henviser til rumraketten Apollo 6, der var den sidste ubemandede rummission i Apollo-programmet. Den blev opsendt den 4. april 1968. Apollo er det latinske navn for den græske gud Apollon, der er gud for lys og sang. |
Side 9 Rude 1 |
Virgil, Publius Vergilius Maro (70 f.Kr.-19 f.Kr.) var en stor digter og forfatter, der skrev storværket Æneiden, der handler om sagnet om Æneas.
Mundus betyder ren eller fin på latin. Personen ved siden af Ficumdicus er en karikatur af den franske klummeskribent, studievært og forfatter Franz-Olivier Giesbert (1949-). De to romere med smalt blåt pandebånd nederst i billedet er karikaturer af to vindere i en konkurrence Casting Asterix, som blev udskrevet i februar 2015 af den officielle Asterix-site. Gevinsten var denne præsentation i det næste Asterix album. |
Side 9 Rude 3 |
Numider stammer fra det nordlige Afrika.
Forum Romanum var en central plads i Rom, der blev anlagt ca. 500 f.Kr. Pladsen var Roms politiske, religiøse og økonomiske centrum. |
Side 10 Rude 4 |
Kolportør kommer af det franske colporteur, der er sammensat af col (hals) og porteur (bære). En kolportør er en person, som sælger eller omdeler bøger direkte ved bopælen. Sidenhen er betydningen blevet ændret til en person, der viderebringer rygter og sladder. |
Side 10 Rude 8 |
Fidus Ficumdicus’ hus er en nøjagtig kopi af den rekonstruerede Villa Rustica på det romerske frilandsmuseum Hechingen-Stein i Sydtyskland. |
Side 11 Rude 8 |
Lutetia-posten er direkte oversat Paris-posten, og det kan henvise til avisen Le Parisien.
Avispolimix’ tøj er en tro kopi af det tøj, som Tintin, tegnet af Hergé (1907-1983), bærer i mange albums. |
Side 12 Rude 2 |
Duerne er en henvisning til SMS beskeder |
Side 13 Rude 2 |
Kolportage er naturligvis handlingen en kolportør foretager. |
Side 13 Rude 4 |
Oversigten over sammenstødene mellem Cæsar og gallerne er foreviget i en række albums:
Gallien Rundt: Gallien Rundt! (GRUN) |
Side 13 Rude 6 |
Urna iacobi er ikke en vending på latin, men iacobi er en henvisning til navnet Jacob – eller Jack på engelsk, og urna er en urne, så det er en undersættelse af Jackpot. |
Side 15 Rude 1 |
Legionæren længst til venstre er en karikatur af den franske skuespiller Jean Reno (1948-) |
Side 15 Rude 2 |
Bemærk, at selv fuglehuset har romerske søjler. |
Side 16 Rude 2 |
Skiftested henviser til en router på Internettet, og duerne henviser til de data-pakker, der sendes baseret på IP adresser. |
Side 16 Rude 4 |
Cursus Publicum eller rettere Cursus Publicus var det romerske transportsystem, der leverede post rundt i Romerriget. Cursus betyder rute på latin, mens Publicus betyder folket, dvs. folkets rute.
Sneglene nederst i ruden er en reference til snail-mail, der er blevet betegnelsen for fysisk post. |
Side 16 Rude 7 |
Piratflaget Jolly Roger stammer i sit nuværende design fra starten af 1700-tallet. Tidligere var flaget rødt eller grønt, men ofte brugte piraterne ingen flag eller flag med andre farver, for at narre de skibe, de skulle borde. |
Side 16 Rude 9 |
Dat veniam corvis, vexat censura columbas er et latinsk ordsprog af digteren Decimus Iunius Iuvenalis, kaldet Juvenal (ca. 55-127 e.Kr.). Ordsproget betyder, at censuren tilgiver ravnene, men forfølger duerne. Det henviser til, at i et depraveret samfund vil slynglerne klare sig bedre end de ærlige. |
Side 18 Rude 5 |
Skrift forgår, men tale består! er en omskrivning af Det talte ord forsvinder, det skrevne ord forbliver. På latin lyder det Verba volant, scripta manent, der er fra en tale af Caius Titus (39-81) i det Romerske senat. Den modificerede udgave lyder Skønhed forgår, dyd består, der er et gammelt nordisk ordsprog. H. C. Andersen (1805-1875) har yderligere modificeret ordsproget til Skønhed forgår, svinelæder består. |
Side 22 Rude 8 |
Højt fra træets grønne top er en gammel dansk julesang skrevet af Peter Faber (1810-1877) i 1848 med melodi af E. Hornemann (1809-1870). |
Side 25 Rude 5 |
Majestix synger en omskrivning af Danse, danse dukke min skrevet af H. C. Andersen (1805-1875) i 1871. Musikken til sangen er skrevet af Fini Henriques (1867-1940). Klimafix synger en omskrivning af omkvædet Plukke, plukke blomster fra sange Nu er dagen fuld af sang med tekst af Jeppe Aakjær (1866-1930) og melodi af Carl Nielsen (1865-1931). |
Side 25 Rude 7 |
Pyroteknik er læren om at bruge materialer, der kan undergå en kemisk reaktion for at producere varme, lys, gas, røg og/eller lyd.
Delfi er et at de fire store kultcentre i det gamle Grækenland. Delphi kommer af det græske delphys, som betyder livmoder. |
Side 25 Rude 9 |
Oldermanden er formanden for et håndværkerlav. Ordet stammer fra den engelske politiske titel ealdorman, der var den øverste leder for et shire i den tidlige middelalder. |
Side 26 Rude 1 |
De små blå fugle er en henvisning til det sociale netværk Twitter, omdøbt til X i juli 2023. |
Side 26 Rude 6 |
At piben får en anden lyd betyder, at der er sker en markant ændring i f.eks. opførsel eller holdning. Det er et gammelt dansk ordsprog, og bl.a. er det nævnt i Peder Syvs Almindelige Danske Ordsprog fra 1682. |
Side 26 Rude 8 |
Bjørnetjeneste betyder, at man udfører en velment handling, men den gør mere skade end gavn. Vendingen kommer efter en fabel af den franske forfatter Jean de La Fontaine (1621-1695), hvor en bjørn kommer til at slå sin sovende herre ihjel, da den vil jage en flue på hans pande væk med en sten. |
Side 27 Rude 2 |
En enhjørning er et fabeldyr, der fremstilles som en hvid hest med et hvidt og snoet horn i panden. |
Side 27 Rude 2 og 3 |
I skovens dybe stille ro er en gammel dansk folkemelodi fra Langeland skrevet af Fritz Andersen (1829-1910) i 1864. |
Side 27 Rude 8 |
At have et horn i siden på nogen betyder, at man bærer nag. Det er et oldnordisk ordsprog, der hentyder til en stangende tyr. |
Side 28 Rude 1 |
Teutates (eller Toutatis) var en af de gamle keltiske guder. Navnet betyder “stammens far”, og han var gud for krig, vækst og rigdom. Teutates blev også tilbedt af gallerne.
Træet minder om Hometree på månen Pandora i filmen Avatar fra 2009 af James Cameron (1954-). |
Side 29 Rude 7 |
Ørneopdrætteren er en karikatur af filmskaberen Alfred Hitchcock (1899-1980), der skabte en lang række gyser- og suspencefilm. En af hans kendte film er Fuglene fra 1963, hvor fugle i en amerikansk ikystby går til angreb på mennesker. |
Side 31 Rude 2, 3 og 5 |
Gagakorden, Brølofonen og Horribyluim henviser ikke til nogle specielle instrumenter. Navnene er udbygninger af gagak, brøl og horribelt. Der kan også ligge en lille hyldest til Vakse Viggos yndlingsinstrument Viggofonen. Vakse Viggo er tegnet af André Franquien (1924-1997). |
Rude 32 Rude 2 |
Minimal betyder det mindst mulige. Ordet er afledt af det latinske minimus, der betyder mindst. |
Side 32 Rude 3 |
Mnemoteknik er en systematisk husketeknik ved hjælp af associationer. Mneme kommer fra græsk og betyder hukommelse. |
Side 32 Rude 7 |
Så går vi rundt om en enebærbusk er en gammel dansk sangleg. |
Side 33 Rude 1 |
Amfor kommer af det græske amfora, der var en af de almindeligst forekommende oldgræske vasetyper. Ordet er afledt af amphi, der betyder på begge sider, og vasetypen har da også to hanke. |
Side 33 Rude 3 |
SPQR står for Senatus Populusque Romanus på latin, og det betyder Senatet og det romerske folk. Forkortelsen blev brugt overalt i det gamle Rom, og det kan stadig ses den dag i dag f.eks. på kloakdæksler i Rom. En nyere italiensk fortolkning er Sono pazzi questi Romani, der betyder De er skøre, de romere. |
Side 37 Rude 4 |
Belenos er den keltiske lysgud samt gud for sol og varme. Varmen associeres med det at hele, dvs. lægeprocessen. Hans partner var Belisama. |
Side 39 Rude 6 |
Foibos er det græske tilnavn til Apollon. Foibos betyder ren eller strålende, og det blev anvendt om Apollon i hans egenskab af lysgud. |
Side 40 Rude 10 |
Sirenesang er i den græske mytologi en forførende sang, som fabelvæsnet Sirene forsøgte at lokke søfarende i døden med. |
Side 41 Rude 3 |
I morsekode er streg-prik-prik tegnet for D. Det kan være en henvisning til D-dag, der var de allieredes kodeord for angrebet på Normandiet d. 6. juni 1944 under 2. verdenskrig. |
Side 41 Rude 8 |
Thrakisk er et indoeuropæisk sprog,der tidligere blev talt i store dele af det østlige Balkan, Thrakien, og det nordvestlige Lilleasien. Thrakien lå i dele af Grækenland, Bulgarien og Tyrkiet mod Sortehavet.
Kretisk er noget, der kommer fra den græske ø Kreta. |
Side 41 Rude 9 |
Mirabellix henviser til mirabel, der er en stor busk eller træ op til otte meter højt med røde eller gule frugter. Det latinske navn for træet er Prunus cerasifera. |
Side 45 Rude 6 |
Giv Cæsar hvad Cæsars lyder på latin Redde Caesari quae sunt Caesaris, Citatet kommer fra Matthæus evangeliet 22:21, hvor Jesus siger Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! |
Side 46 Rude 3 |
I XI. time – i 11. time – betyder i sidste øjeblik. |
Side 48 Rude 2 |
Malstrøm er en vandhvirvel, der hyppigt forekommer i floder med stærk strøm hen over ujævn bund. |
Side 48 Rude 4 |
Mimetisk betyder efterlignende. Ordet er afledt af de græske mimesis, der betyder gengivelse. |
Side 48 Rude 5 |
Bilerne i baggrunden er en Renault CV4, produceret 1947-1961 og en Citroën Avant, produceret 1934-1956. |
Side 48 Rude 6 |
Vonhørensagen eller retteligen von hørensagen kommer af tysk. Von betyder fra, og hörensagen betyder rygte. Vonhørensagen betyder i følge rygter. |